Stopover på Ios
Samos - Aarhus, Dag 6
Der er nu kommet lidt ro over skibet her på Ios. Vi har været i gennem vores opgaveliste med god succes. Blot har jeg tilbage at omsætte nogle sparsommme noter fra de foregående dage til blog-posts, der ser ud som om, at de er skrevet som en afslutning på dagen. Sandheden er bare den, at jeg først nu har overskud til at få skrevet bare lidt.

Sejlet er kommet til sejlmager. Det var nærmere ham, der fandt os end omvendt, for pludselig stod han og snakkede sejl med nabobåden, så det var blot lige at vinke ham hen, da snakken med naboen var slut. Vi har været lidt bekymret for sejlets stand, og var faktisk begyndt at undersøge muligheden for at samle et nyt sejl op på nogle af de næste stop. Men sejlmageren gik sejlet grundigt igennem sammen med os, og med lidt reparationer skulle igen være et godt og velfungerende sejl.
En tilstopning af slangen fra lænsepumpen er også fikset, og det samme er et tilstoppet filter til ferskvandspumpen. Et problem med pumpen til at suge søvand til toilettet kan ikke fikses for nuværende, men heldigvis virker pumpen til at suge efterladenskaber ud, og man så fylde vand i manuelt. Og sådan er opgaverne enten løst en efter en. Alle bidrager og hjælper til.
Vi (eller jeg) har også fået udnævnt en skibskok. Han taler med stor begejstring om det græske og italienske køkken. I dag fik vi til forret serveret bruchetta med citronmarinerede og stegte sardiner med lidt kapers. Hovedretten var en fiskesuppe med blåmuslinger, tigerrejer, havaborre og andet lækkert. Den blev indtaget under lygten i biminien, mens havnens katte (og der er mange katte i Grækenland) står på kajen og spekulerer på, hvordan de skal komme ombord og spise med. Nu begynder turen at ligne lidt det, som man havde drømt om inden afgang.
