Dag 0, dagen før dagen, som jeg har set frem til så længe. Jeg sidder i flyveren mod Athen, hvorfra jeg skal flyve videre mod Samos. Her står Jenny og venter på mig og de frem andre besætningsmedlemmer, som ankommer i morgen.

Jeg har en lydbog i ørerne, men jeg hører ikke, hvad der bliver sagt, for tankerne vandrer ud af flyvemaskinen og hjem til Danmark og min familie, og jeg mærker et stik af dårlig samvittighed over at efterlade dem derhjemme. De kan nu sagtens klare sig uden mig, og de glæder sig på mine vegne - og jeg glæder mig til at tage på eventyr sammen med dem. Jeg mærker også en vis stolthed over at have modet til at tage afsted, til at drømme og forfølge dem - og som Helle siger: “du viser børnene, at man kan, hvis man vil”.

Tidligt i morges fik jeg en mail fra kontorpigen på den shipyard, hvor Jenny står på stativ: “They have finished painting and have serviced the dinghy outboard which should be ready when a sparepart arrives - hopefully tomorrow”. Dermed er der kun nogle få gøremål tilbage, inden Jenny efter næsten 3 år på land igen kan mærke saltvandet mod sit skrog:

  • Montering af plotter
  • Service på motor
  • Rengøring af vandtank
  • Tilrigning

Mavepinen efter at have krammet min søn, datter og hustru farvel i Kastrup lufthavn er nu næsten forsvundet. Der er en time til at vi lander i Athen - jeg kan godt mærke, at vækkeuret ringede 0500, så jeg vil læne mig tilbage, lukke øjnene og høre lidt mere af Svend Billesbølles beretninger om sin jordomsejling i Stormy II.

Højt at flyve, dybt at falde.

Luggage position

Hvad hjælper det, at man står i Athen og skal videre til Samos, når kufferterne er blevet tilbage i Kastrup? Jeg tror ikke, at jeg har oplevet noget mere frustrerende i mange mange år. I sig selv er en forsinket kuffert måske ikke så opsigtsvækkende, men serviceniveauet på bagkanten er så uendelig ringe, og det er kulminationen på en perlerække af dårlige oplevelser med det, der engang var vores allesammens hæderkronede SAS.

I situationen kan det være svært at se, hvorfor man ikke lader falde, hvad helt tydeligt ikke kan stå. Kunderne er mildest talt ikke tilfredse - i al fald hverken Frederik Cilius eller jeg - og virksomheden har over en årrække leveret det ene dundrende underskud efter det andet, mens de ansatte strejker på kryds og tværs, fordi de føler sig truet på deres løn- og ansættelsesforhold, som udefra set vel kun overgåes af en funktionær i 1970’ernes Told & Skat.

I morgen er der en ny dag, men i dag er man rasende.